profilbillede

De første vejledende afstemninger om VE-projekter er lige om hjørne

16/10-2023

Tønder Kommune sender de to første VE-projekter til lokale, vejledende afstemninger.

Netop nu er der offentlig høring om to planlagte VE-projekter (Vedvarende energi-projekter) i Bredebro og ved Åbøl nord for Toftlund.

I de sidste to uger af høringsperioden løber der samtidigt en afstemning af stablen i projekternes lokalområder.

Afstemningerne for de to første projekter i Bredebro og ved Åbøl starter derfor tirsdag d. 17. oktober kl. 9:00 og slutter samtidigt med høringen tirsdag d. 31. oktober kl. 23:59.

Når der trykkes på startknappen, skrives der samtidig danmarkshistorie. Tønder Kommune er nemlig den første kommune i Danmark til at afholde vejledende afstemninger om VE-projekter.

"Det er helt nyt land for os som kommune at gennemføre disse afstemninger. Formålet med dem er at give borgere, der bor tæt på de enkelte projekter, en ekstra mulighed for at give deres holdning om projektet til kende", fortæller borgmester Jørgen Popp Petersen.

Efter afstemningen og den offentlige høring bliver både høringssvar og afstemningsresultat samlet og præsenteret for Kommunalbestyrelsen.

Her skal de folkevalgte tage den endelige beslutning om, hvorvidt projektet skal gennemføres.

"Det er vigtigt at sige, at resultatet af afstemningerne i sagens natur er vejledende. Afstemningerne er et supplement til den almindelige høringsproces, og resultaterne giver et fingerpeg om, hvordan lokalbefolkningen forholder sig til projekterne. Men resultatet er ikke retligt bindende for de politiske beslutningstagere", udtaler Jørgen Popp Petersen og fortsætter:

"Det vil så være op til de enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen at forholde sig til resultatet af afstemningen".

FAKTABOKS: Vedvarende Energi-projekter i Tønder Kommune
Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har en målsætning om, at der i de kommende år skal opføres op mod 125 vindmøller og 1.600 hektar solceller i kommunen.

Derfor har der været to ansøgningsrunder for Vedvarende Energi-anlæg (VE), hvoraf den seneste havde ansøgningsfrist i december 2022. Den første ansøgningsrunde havde ansøgningsfrist i december 2021.

I alt har Kommunalbestyrelsen udvalgt 21 VE-projekter til videre planlægning. Afhængigt af den videre planlægningsproces og den politiske prioritering af projekterne venter der således op til 21 lokale vejledende afstemninger forude.

Nogen kan stemme - alle kan komme med høringssvar
For at deltage i afstemningerne skal man være fyldt 18 år, være stemmeberettiget til kommunalvalg i Tønder Kommune og have folkeregisteradresse inden for et afgrænset område af det pågældende projekt.

Men afstemningerne er dog ikke den eneste mulighed for at give sin mening til kende om projekterne, påpeger Jørgen Popp Petersen:

"Alle er velkomne til at komme med høringssvar inden for projekternes otte ugers høringsperioder. Her kræves ingen bestemte kriterier opfyldt. Så på den måde er ingen afskåret fra at give deres besyv med omkring VE-projekterne".

Få svar på spørgsmål på Tønder Kommunes hjemmeside

Afstemningerne foregår digitalt. Det er første gang, at Tønder Kommune prøver kræfter med det.

"Vi ved fra de almindelige valg, at det er en kæmpe opgave for kommunen at gennemføre. Mange virksomheder og organisationer har gode erfaringer med digitale afstemninger, og vi har også besluttet, at de vejledende afstemninger skal være 100 procent digitale. Det giver os mulighed for at gennemføre dem på en ensartet, sikker og effektiv måde. Jeg vil gerne reklamere for, at vi selvfølgelig hjælper de borgere, der har brug for hjælp med det digitale", siger Jørgen Popp Petersen.

For at give svar på eventuelle spørgsmål har Tønder Kommune udarbejdet et spørgsmål-svar-ark, som findes på Tønder Kommunes hjemmeside, toender.dk/afstemninger

Her kan man få svar på alt fra baggrunden for afstemningerne til alt det praktiske, såsom hvornår og hvordan man afgiver sin stemme.

"Det er vigtigt for os, at alle, der skal tage stilling til de her projekter, føler, at de er velinformeret og oplyst. Det handler om at kunne tage en beslutning på et oplyst grundlag", udtaler Jørgen Popp Petersen.

Kort tid før den enkelte afstemning starter, lander der breve i stemmeberettigede borgeres digitale eller fysiske postkasse med nærmere oplysninger om, hvordan man deltager i afstemningen. Er man fritaget for digital post, får man i stedet et fysisk brev.