logo tansp kopi 2 110 px kopi

Begivenhedskalender

Koncert - Mathilde Falch
Torsdag, 19. Januar 2023, 19:30

Så er der koncert med Mathilde Falch

Mathilde Falch

Det er med stor fornøjelse at "Musik i Den Gamle Biograf" kan byde velkommen til den anden koncert i denne sæsons koncertrække. Denne gang er med Mathilde Falch, som havde sin officielle pladedebut i 2009.

Ved "Musik i Den Gamle Biograf" koncerterne åbnes dørene kl. 19.00.
19.30 går supporten på, hvorefter hovednavnet går på.
(Sroll til bunden for billetbestilling)

Mathilde Falchs musikkarriere:

Mathilde pladedebuterer i januar 2009 med singlen ‘Måske om 5 år’, men inden da har man allerede kunnet opleve hende live både som soloartist og med eget band på de mindre klubscener i Danmark.

Senere på året stifter Mathilde Falch sit eget pladeselskab, Just For The Record. Navnet bliver valgt efter en afstemning på Facebook, hvor fans kommer med forslag til

navnet, og Just For The Record (foreslået af komikeren Lars Hjortshøj) vandt stort. Det er typisk for Mathilde Falch at involvere sine fans i de ting, hun foretager sig.

I efteråret 2009 TV-debuterer Mathilde i et enkelt afsnit af DR-serien Livvagterne, hvor man bl.a. kan opleve hende synge ‘Solen Er Så Rød, Mor’. Debutsinglen bliver fulgt op af EP’en ‘Kom Med Mig’ i 2010. EP’en indeholder fire numre, får gode anmeldelser og titelnummeret herfra kan i øvrigt også høres i et kort uddrag i Livvagterne.

Mathilde Falch tager i 2010 på den første længere turné med eget band, og på denne måde når hun ud til et lidt bredere publikum. Efterhånden er hun ved at have sparret penge nok sammen til at gå i studiet og indspille debutalbummet ‘Lad Mig Gå Fri’. Albummet udkommer i februar 2012 til positiv omtale og gode anmeldelser i medierne.

Jyllandsposten skriver bl.a.: "Mathilde Falch er en imponerende moden og fuldt flyvefærdig sangskriver", mens Søndagsavisen noterer: "Det oser langt væk af nærvær, indlevelse og gennemtænkte tanker og tekster."

2012 byder på flere og flere livejobs, og Mathilde Falch får med sit lange, seje træk etableret et renommé som en seriøs og lovende ung sangskriver med meget på hjerte og med mere rock i blodet end de fleste af hendes samtidige. Sammen med sit band bliver hun nu også booket til at optræde på nogle af landets større festivaler. Hun debuterer bl.a. på Smukfest i Skanderborg i 2013.
Mathilde Falch - Solen Brænder, foto: Zuhal Kocan

Mathilde Falch bliver i sommeren 2012 gift med komikeren Jesper Juhl. I stedet for at holde tale til sin gom vælger Mathilde at skrive en sang med titlen ‘Når Du Er Her’. Sangen udkommer som single i efteråret 2012 og følges op af bl.a. en stribe solo-koncerter, hvor man også kan høre Mathilde Falch fortælle om sin sejr over den spiseforstyrrelse, der tidligere har præget hendes liv.

I 2013 starter Mathilde Falch et samarbejde med guitaristen og produceren Søren Christensen fra bandet The Blue Van. I Søren Christensens lille hjemmestudie i en kælder på Nørrebro indspiller de den stribe sange, der i 2014 bliver til Mathilde Falchs andet album, “Bag Mine Øjenlåg”.

I 2015 udsendte Mathilde Falch sit tredje album, ‘Alle Taler’. Albummet blev blandt andet udnævnt som ‘Ugens Album’ på P4.

I 2017 udsender Mathilde Falch sit fjerde album, ‘Som Børn På Ny’, der igen modtager femstjernede anmeldelser.

Dagbladet Information skrev blandt andet nedenstående om ‘Som Børn På Ny’ i Klaus Lynggards anmeldelse af albummet:

“Mathilde Falch konfronterer skånselsløst sine dæmoner på modigt og nødvendigt udspil. Som modvægt til tjald og faldera er Mathilde Falch en nødvendighed, som rapporterer fra de ødelagte steder i sindet, de fleste af os har besøgt og så udmærket kender, men som vi ofte bagatelliserer eller fejer ind under det famøse gulvtæppe for ikke at ødelægge den gode stemning.”

Mathilde Falch er en af landets mest aktive live musikere.

Sted Den Gamle Biograf i Løgumkloster
Registrations are now closed

Club-UHS Login